Temaet blev første gang udgivet som månedens tema i medlemsklubben Synoter Studio i oktober 2021.
I temaet får du:
I dette tema får du trin-for-trin videoguides til at ændre dine symønstre med indsnit og bruge indsnittene til at skabe spændende designdetaljer i tøjet.
Du kan se, hvordan du kan dele dit brystindsnit i 2 mindre indsnit, du enten kan sy som indsnit eller som læg. Det er især en god idé, hvis du har et stort brystindsnit, fordi det er nemmere at sy to mindre indsnit end at sy et stort.
Du kan også se, hvordan du kan bruge dine indsnit i detaljer med rynk, der kan være med til at gøre dit design mere spændende, uden at pasformen ændres markant.
Du kan se, hvordan du kan tænke asymmetrisk og lave designs, der bruger indsnittene i draperinger fra den ene skulder på tværs af kroppen og hvordan du samler indsnittene midt for.
Du kan se, hvordan taljeindsnit i underdele kan flyttes til bærestykker og sømme, så du slipper for at sy indsnit, men stadig bevarer en figursyet silhuet og tilmed får nogle flatterende designlinjer arbejdet ind i dit tøj.
Og du kan se, hvad du kan gøre med skulderindsnittet på bagstykket, så det giver plads til bevægelse uden at dele dit bagstykke klumpet op.
Teknikker i dette tema:
To brystindsnit fra sidesøm
To brystindsnit fra skuldersøm (som læg eller indsnit)
To brystindsnit fra halslinjen (som læg eller indsnit)
Rynk fra halsen
Rynk fra bærestykke ved skulder
Rynk fra indsats i halsudskæring
Indsnit i asymmetrisk drapering
Indsnit til midt for
Skulderindsnit til halsen
Skulderindsnit i bærestykke
Skulderindsnit til husarlinje
Taljeindsnit i lige bærestykke
Taljeindsnit i jeans-bærestykke
Taljeindsnit til midt for eller sidesøm.